TILBAGE TIL DAGBOG SYDAFRIKA

Vi havde hørt en historie der sendte os på en mission.
Kelcey havde vist os billeder af en anden gruppe frivillige, der tilfældigt var løbet ind i en hamp-mark.
Grunden er så stor, at man ikke kan holde kontrol med hele området  og derfor er der nogen der forsøger at udnytte jorden gratis.
Vi så billeder af mennesker der stod i hamp til langt op over ørerne....det ville vi også!!
Mitch satte os af og viste os hvor det var sidste gang, men sagde også at de nok havde flyttet det hele, da de blev opdaget sidste år.
Men vi ville alligevel forsøge.

Vi fandt stedet der var blevet brugt sidste år...

...men de havde været meget gode til at fjerne deres spor. Øv... 5 skuffede ansigter. Nu kunne de have sået deres nye mark hvor som helst, og det ville tage os uger før vi ville finde det.

Bernie, der ikke vidste hvordan en hamp-plante så ud, spurgte om ikke denneher plante lugtede lidt af....og MINSANDTEN om det ikke var!

På vej hjem fór vi vild, så det der skulle have taget en time at gå, blev til 3....vi var glade da vi så hytterne.

Sophia tog sig kærligt af de små kostbare planter og om aftenen stod den så på råhygge.
Om der var nogen virkning skal jeg ikke kunne sige, for jeg begrænsede mig og kunne ikke mærke noget.
 - men det var en hyggelig aften.

Lidt dagligdag på Enkosini...

Mitch fortæller...

Bear tigger, som altid,vand....

Nala og jeg ordner middagsluren...

Sophia og jeg måtte en tur til byen.
Vi skulle hente foder til Sjakalerne. De spiser kød og det billigste kød på markedet er ufødte kalve. Så vi skulle til slagteriet.

Det kan godt gå hen og blive en heldagsting!

Først skal man jo forbi køerne og i Sydafrika er der ingen bil-køer, her er køer bogstaveligt talt.

Det tager en times tid at køre ned ad bjerget til den første asfaltvej. Vejen er ufattelig dårlig og den bliver kun dårligere for hver gang det regner. Mitch har bestil en maskine der skal komme og ordne vejen, men her rider man ikke den dag man sadler....

Det slider godt på dækkene og selvfølgelig skulle det lige ske, nu da Sophia og jeg var alene i byen.
Vi punkterede!
Vi kunne sagtens ha' ordnet det selv...men en rar lastbilchauffør stoppede op og kom de to fortabte piger til undsætning:
-og indrømmet, han var en del hurtigere end jeg kunne forestille mig os være!
Vi nåede det hele takket være en rar mand på vejen, så jeg bestemte at det måtte være en håndtryk værd!

- Og han var med på legen. Stor tak for hjælpen.

Eftersom min computer skulle have re-installeret sit styresystem og jeg skulle modtage det pr. post, tog jeg med Mitch til Makalali for at hente Latizia, den nye pige og svinge forbi posthuset.
Men først skulle bilen jo som bekendt ha' et par nye og meget tiltrængte dæk !

....og det ta'r selvfølgelig også sin tid.

A propos vejen....ja, så kom den dér maskine faktisk kort efter.
Den skrabede et lag af vejen, hvorefter vi så kom og fjernede alle de store sten, hvorefter den så kom og skrabede et nyt lag væk, hvorefter vi kom og fjernede alle de store sten, hvorefter den kom og ....................................

Det er helt mærkeligt at tænke på at alle de frivillige der er kommet efter os, ikke er blevet kørt op til huset, siddende på  ladet af en bumlende hoppende bil i 1½ time.
Sikken en luksus!!

Alt har en ende...og desværre også vores tid på Enkosini.

Et farvel til Sophia

Man er ikke i tvivl når man er i Johannesburg. Alt er pakket ind i pigtråd...

En enkelt nat på vandrehjem. Kelcey skulle rundt og besøge alle de projekter hun henviser frivillige til, så vi kunne, meget belejligt,  få et lift til Plettenberg Bay.

Vandrehjemmet...og en træt foto-fobisk Bernie.

Så det var kun farvel til Mitch i Jo'burg lufthavn.